søndag den 8. marts 2009

Søndagssøsterpost nr. 1!

Min allerkæreste søster,

Her har jeg lavet en helt særlig side til søndags-bulletiner fra mig til dig. Og samtidig lidt blog- og dagbogsagtigt, så folk kan følge med hvis de har lyst til det. Tænker at bruge den til skribleskriverier om, hvad jeg går og leger, om byen og uni og alt muligt uundværligt søsterligt sladder. Så håber jeg du har tid og lyst til at læse med.

Foråret er endnu ikke kommet til København, sådan rigtigt. Her er gråt og vådt, og det blæser enormt strengt, når man er på cykel. Men jeg har læst i gamle heksebøger, at det skal være rigtigt ruskende blæsevejr, før det kan blive forår. Det er ligesom naturen, der laver forårsrengøring og blæser vinteren væk. Tror nok det er derfor, man taler om "the wind of change". Det trøster mig, for jeg drømmer i den grad om varme dage, renvaskede, blå himle, sene solnedgange og blomsterknopper, der springer ud, som var man i Kirsebærdalen.

I aften sidder jeg lunt og godt inden døre. Har lavet mig en svart kop kaffe, den enormt discount-agtige instant-slags, der smager af studikøs økonomi og spirende mavesår; sådan som vi kan lide det. Fandt en gigantisk krukke, der var et halvt kilo kaffe i, til 79 kr. Så var min dag ellers reddet.
Vor kære, lille broder var på besøg hos mig i sidste weekend, vi drak også kaffe (det er en hyggelig familiesvaghed, vi har) og spiste burgere inde i byen, det var som at sidde på en ægte amerikansk diner eller The Peachpit. Det var rigtigt fint at have besøg, men ih altså, hvor jeg kom til at savne jer allesammen i Jydelandet. Håber snart at få lidt overskud til at kunne komme hjem på besøg, og få set dig & resten af familien. Gid man dog kunne læse og kigge i butikker i København, og så samtidigt bo i et hus i skoven ved Madum Sø resten af tiden, helt magisk, uden at skulle pendle det ganske land igennem for at komme frem og tilbage.

Jeg har søgt job på Karen Blixen Museet, som museumsvagt, så jeg går og venter på at høre fra dem. Det kunne være rigtigt perfekt med et studierelevant arbejde, og det virker som et ægte hyggeligt sted. Er lidt bange for, om jeg kan nå at få læst ordentligt, hvis jeg også skal finde en masse tid til at arbejde ... men jeg mangler alligevel altid at få læst lidt, så tror ikke rigtigt det gør fra eller til. Nu får vi se, og kryds endelig fingre for mig.

Nu vil jeg skynde mig at snuble igennem en tekst eller to til forelæsningen i morgen (det er heldigvis dødspændene med narratologi) og så høre noget god damemusik, når jeg er færdig, til ære for kvindernes kampdag (i dag har der også været chokolade-festival inde i byen, og jeg synes det var en velvagt dato til den slags).

Håber at du har det dejligt og den lille familie ligeså. Du må hilse omkring dig, og gid foråret snart måtte komme og varme jer allesammen.

Klem og glade tanker, og kys på begge kinder,
fra
Majschen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar