Hej frøken søsteren,
Uj, nu er jeg vel hjemme efter en mørk og frisk cykeltur gennem Østerbro og forbi søerne (de var så fine med deres sorte vand og gadelygtereflexioner) - var ude og se det dersens Ondskaben-teaterstykke med nogle venner fra litteratur.
Det er vistnok gået helt okay med skriveøvelsen, selvom jeg endte med at lyde lidt gymnasieagtig. Suk, det er svært at skrive akademisk og smart, nogle gange lader de bevingede ord vente på sig.
Hvor er det dog en god idé med Hr. Shakespeare, ville rigtigt gerne høre mere fra ekspert-Søren. Og se lange, gode filmatiseringer. Indtil videre ved jeg ikke særligt meget om ham. Har I hørt/set, at der er dukket et nyt portræt af Shakespeare op? Man ved endnu ikke, om det er ægte, men hvis det er, har han klart været en del mere smækker end han ellers er blevet afbilledet som.
Det ser så spændende ud med din fotografveninde, og det kunne være den allerbedste kombi med damemiddag og rødvin og fotograferi. Jubi! Måske vi skulle lave en eller anden slags storbyeventyr til sommer, og dokumentere med billeder. Eller tage på landet (Astrup, Thisted og deromkring), hvor naturen er så flot om sommeren. Det bliver i hvert fald dejligt med fri til at slappe af og varme, dovne sommerdage.
Hvordan ser det ud med specialet? Håber du bliver færdig uden stress d. 1, det kunne virkeligt være toppen af poppen at se dig til festivalis i Århus.
Jeg har fundet mig et arbejde for nu, forresten. I en lille, hyggelig bager, lige to sekunder fra hvor jeg bor. Det er jätte fint, står mest og drikker kaffe, spiser croissanter og taler med kunderne, når der er nogen. Der er ikke særligt travlt, nogle gange går der 10-15 minutter mellem, at nogen kommer ind. Og så har jeg god tid til at gå og synge for mig selv og kigge på alle de lækre kager, hihi. Det eneste der er svært er kasseapperatet, jeg er så talblind og kommer til at kludre i at slå tingene ind, og så er det lidt svært med det med byttepenge. Men det kommer nok. Det er i hvert fald rigtigt rart at have fundet noget jobværk igen. Især når det er ét med kager.
Uj, nu vil jeg putte mig selv i seng, og i morgen tidlig vil jeg læse lidt af Suverænen af Das Beckwerk. Kender du ham? Virkeligt mærkeligt menneske/koncept. Men jeg synes han er ret sej i det.
Har du læst nogle gode bøger for nylig? Må snart på biblioteket igen, det er længe siden jeg har siddet og forpuppet mig mellem stavler af gamle bøger.
Håber du har det rar, sødesøs. Klem og forårsvarme til dig!
Majs.
mandag den 23. marts 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar